Studier i Sognefjorden

For imidlertid at komme tilbage til Studierne, var det ikke bare underordnede Motiver, jeg fandt paa Hankø. Mit Ophold der blev Anledning til et af de største Billeder, jeg har malt. Et Par Aar iforveien havde jeg sammen med nogle tyske Kunstnere sluttet mig til en Sending Billeder, der gik til en Udstilling i Melbourne, og jeg sendte et 3 Meter langt Kystbillede fra Lister med en svær Brænding og Skibbrud i Baggrunden, Folk med Vraggods o.s.v., hvorfor jeg fik 1ste Medaille; men det Bedste var: et Brev fra en Mr. Prell, som beklagde, at han var kommet for sent til at kjøbe Billedet, idet en anden Herre netop havde kjøbt og foræret det til det offentlige Museum der. Mr. Prell ønskede nu, at jeg skulde male ham et ligesaa stort, og nævnte en saa Høi Pris, som blot betaltes i den bedste Tid, i 60- og 70-Aarene. Motivet kunde jeg selv faa vælge. Jeg meldte ham da, at jeg gjerne vilde benytte denne Frihed til at male Noget fra en Egn, hvis Natur jeg ikke i lang Tid havde behandlet, men som hørte til det, jeg elskede mest i mit Fædreland - det var Fjord- og Fjeldnaturen. Jeg fæstede mig strax ved en af Erindringerne fra mine Sognefjordsreiser, et Sted, som jeg alltid havde maattet reise forbi, nemlig det mægtige Fjeld "Bleia" mellem Lærdalsøren og Fresvik.

Min hustru og jeg feirede en for mig noksaa betydningsfuld Fest ved denne Reise paa de kjendte, kjære Steder; det var netop et halvt Aarhundrede siden min skjæbnesvangre første Studiereise, om jeg saa tør kalde den, i 1839; Fjeldene og Fjorden saa ud som dengang, og dog saa jeg dem ganske anderledes; om skjønnere dengang end nu er vanskeligt at sige, og kunde være morsomt nok at gjøre sig Rede for. Vi slog os ned i Amble ved Kaupanger, og lod os ro ud til en fremspringende Klippe ude i Fjorden, hvorfra Fjeldet saa bedst ud, og jeg fik ogsaa der gode, brugbare Studier; men nær havde det gaaet os lidt galt ved en af disse Expeditioner. Vi blev roet ud om Morgenen, landede paa den ellers utilgjængelige Klippe, som ogsaa mod Søen var brat og temmelig vanskelig at klattre op paa, og blev saa igjen afhentet om Aftenen, da der ingen Plads var, hvor Baaden kunde befæstes. En dag blæste der op en liden Storm, og samtidig blev der stærk Ebbe, som ikke var beregnet, og da Baaden kom for at hente os, laa den en god Mandshøide under os; Bonden raabte, at han ikke med den tyndbordede Sognebaad turde nærme sig Brændingen for meget. Nu var gode Raad dyre; men tapper, som min Hustru alltid er, vilde hun passe paa, naar Baaden et Øieblik kom nærmest, og gjøre det høie Sprang, og det lykkedes hende, skjønt hun fik slemme Stød, som hun havde ondt af i mange Dage, medens jeg kom bedre fra det, blot med mit Uhr lidt skamferet, idet jeg faldt med Brystet mod Toften.

L. Dietrichson "Af Hans Gudes liv og værker. Kunstnerens livserindringer" s. 134-135