Spesialister på Edvard Munch, og eldre og moderne kunst av høy kvalitet.

Avsluttet
Kulturarv - Kunst og kunstgjenstander fra Kaare Berntsens samlinger.

Auksjon onsdag 18. mars 2020 kl 18:00

Strangersalen, Gamle Logen

Hammershøi, Vilhelm (1864-1916)
Interiør med marmornisje 1914 - UTGÅR

Olje på lerret
84x72
Signert nede t.h.: VH.

Malt i 1914.

UTSTILT:

Blaafarveværket, "Den forunderlige stillheten Ida Lorentzen (f. 1951) Vilhelm Hammershøi (1864-1916)", 21. mai-25. september 2005, kat.nr. 64, avbildet s. 104 med tittel: "Marmor-nisjen Interiør med jernovn".

PROVENIENS:

E. Segelcke, Danmark, ca. 1918.
Privat samling, USA.
Privat samling, Norge, ca. 2000.

Auksjonert onsdag 18. mars 2020 kl 18:00

Vurdering
NOK 5 000 000–7 000 000 USD 537 100–751 900 EUR 497 700–696 800

Usolgt

LITTERATUR: Alfred Bramsen og Sophus Michaëlis: Vilhelm Hammershøi. Kunstneren og hans Værk, København 1918, kat.nr. 372, s. 112, med tittel: "Marmor-nichen", med feilaktige mål.

Bente Scavenius: "En forunderlig stilhed. Ida Lorentzen. Vilhelm Hammershøi", utstillingskatalog Blaafarveværket, "Den forunderlige stillheten Ida Lorentzen (f. 1951) Vilhelm Hammershøi (1864-1916)" 2005, kat.nr. 64, avbildet s. 104.

Annette Rosenvold Hvidt og Gertrud Oelsner: Vilhelm Hammershøi på sporet af det åbne billede, København 2018, avbildet under overskriften "Åbne billeder - en billedsuite", s. 476, omtalt s. 474, oppført i Alfabetisk Værkfortegnelse s. 558 og i Kronologisk Værkfortegnelse s. 566, begge steder med tittel: "1914. Interiør med marmorniche".

Nasjonalmuseet.no.

Vilhelm Hammershøis malerier er stemningsmettede. Ofte malte han interiører, som synes å være innhyllet i en drømmeaktig og melankolsk stemning. Hans foretrukne motiv var vakre, sparsomt møblerte rom, gjerne gjengitt i dempet belysning. I Hammershøis malerier er fargebruken begrenset, valører i grått eller mørk grønt er det typiske. Dette fargevalget i kombinasjon med maleteknikken, understreker motivenes innesluttete og meditative karakter. Interiørmotivene ble malt i hans eget hjem.

Vilhelm Hammershøi kom tidlig frem til sin særpregete malestil og motivkrets. Hans største forbilde var den amerikansk-engelske maleren James McNeill Whistler. Hammershøi oppnådde anerkjennelse både nasjonalt og internasjonalt i sin levetid, men etter hans død i 1916 ble han i noen grad ”glemt”. Bildenes popularitet har økt betydelig fra 1980-tallet, og i dag er han en av Skandinavias mest internasjonalt kjente kunstnerne fra denne perioden. Nasjonalmuseet.no.

Dette maleriet er malt i kunstnerens hjem i Strandgade 25.

I april 1913 flyttede Ida og Vilhelm Hammershøi tilbage til det Christianshavn, som de havde savnet, lige siden de var flyttet derfra i 1909. Atter blev adressen Strandgade, men denne gang på solsiden i nummer 25. Det var en smuk lejlighed med store, lyse rum ud mod kajen og gaden (se kat. nr. 64, s. 104). Indretningen og lysforholdene kendes ganske godt fra det fotografialbum, der er betegnet Strandgade 25. July 1913, og som efter al sandsynlighed var tiltænkt Leonard Borwick i England, så han kunne danne sig et indtryk af den nye bopæl, som parret med stor glæde var flyttet ind i.

De lyse rum med de høje vinduer gav på fotografierne indtryk af plads i en hel anden målestok end i Hammershøis tidligere lejligheder. Interiørbilleder fra de sidste år frem til Hammershøis død er lyse og med en stemning, der ikke på nogen måde antyder, at livet var ved at rinde ut. De smukke 1700-tals rum med de høje paneler og vinduer havde den atmosfære og æstetik, som var i overensstemmelse med Hammershøis smag og behov. De seneste billeder viser også, med hvilken omtanke Hammershøi med tiden beskar sine lærreder. Intet overlod han til tilfældet, alt blev overvejet og planlagt, så helheden fremstod både harmonisk og sitrende i sin tysthed. Blot en enkel forskydning af ligevægten ville have forekommet som et betydeligt indgreb. ...

Selv i den fjerneste krog var der i Hammershøis interiørbilleder et levet liv, men der var også i det sanselige spil mellem lys og skygge en egen sørgmodig melankoli, en forunderlig stilhed. Scavenius, s. 107-108.

Vilhelm Hammershøi døde alt for tidlig i 1916, etter sykdom. Han fikk strupekreft.

Hvidt og Oelsner skriver om Hammershøis åbne strukturer i sin omtale av malerier fra Strandgade 25:

Fra foråret 1913 og frem til sin sygdom og død på Kommunehospitalet i vinteren 1916 bor Vilhelm Hammershøi med Ida Hammershøi i en stor lejlighed på førstesalen i Strandgade 25 på Christianshavn. Hjemmet er hans atelier, og det bliver her, han maler sine sidste billeder. Ifølge Alfred Bramsens registrant maler Hammershøi i denne periode i alt 21 billeder. Først og fremmest er det interiører fra lejligheden, men også portrætter, selvportrætter og et figurbillede af Ida ved sit toilette.

I "Interiør med marmorniche" fra 1914, har han malet et af lejlighedens originale særkender: nichen bag kakkelovnen. Den stammer fra husets opførelse i 1738-1739 ved arkitekt Philip de Lange (1704-1766). Hammershøi holdt af at fastholde den form for særkender og karakteristika ved de hjem, han boede i.

Det ser ud til, at Hammerhøi i disse år var i færd med at afprøve nogle variationer i malemåder, da flere af maleriene viser endnu mere åbne strukturer i de enkelte strøg på lærrederne, end han før havde arbejdet med. Strøgene lægger sig op imod hinanden i synlige firkanter eller lange bevægelser - træk, der går igen i hele hans værk, men her i de sidste billeder er det meget mer udtalt og iøjnefaldende, og resultatet er en ny form for sanselig og åbnende monumentalitet, der inviterer os ind midt i billedet. S. 474.